Kort om, hvem er jeg?
Mit navn er Michelle Lykke Mikkelsen og jeg er en 19 årige pige, bosat på Bornholm. Her er jeg født og opvokset, med intentioner om aldrig at flytte herfra - nogensinde. Det er her jeg er tryg og det er de rolige omgivelser, som gør at jeg ved at mit hjerte er det rette sted og det kan ingen tage fra mig.
Mit navn er Michelle Lykke Mikkelsen og jeg er en 19 årige pige, bosat på Bornholm. Her er jeg født og opvokset, med intentioner om aldrig at flytte herfra - nogensinde. Det er her jeg er tryg og det er de rolige omgivelser, som gør at jeg ved at mit hjerte er det rette sted og det kan ingen tage fra mig.
Jeg har en familie, ikke ret stor, men stor nok til alt den kærlighed vi behøver. Jeg har også en lille chihuahua, Cosmo og en kæreste, som jeg har været sammen med i snart 4 uforglemmelige og dejlige år ♡
Jeg er delvist vokset op sammen med min mor, far og min lillebror som i dag er 16 år gammel. Grunden til at jeg kun er delvist vokset op med dem, er fordi min lillebror flyttede i plejefamilie da han var meget lille, jeg mener stadigvæk at han gik i børnehave på det tidspunkt. Han flyttede kun hjem igen, for et par år siden. Jeg selv, flyttede i plejefamilie som 8 årige, på grund af problemer og vold i hjemmet. Jeg fik kun min familie at se hver anden weekend, hvilket var meget frustrerende. Mine fødselsdage blev holdt i plejefamilien og pakkerne fra min familie, blev sendt med posten - men som 10 årig fik jeg lov til at flytte hjem igen. Nogle få år efter, kom jeg i en aflastnings-familie, hver anden weekend - dog ikke i langt tid.
Jeg er delvist vokset op sammen med min mor, far og min lillebror som i dag er 16 år gammel. Grunden til at jeg kun er delvist vokset op med dem, er fordi min lillebror flyttede i plejefamilie da han var meget lille, jeg mener stadigvæk at han gik i børnehave på det tidspunkt. Han flyttede kun hjem igen, for et par år siden. Jeg selv, flyttede i plejefamilie som 8 årige, på grund af problemer og vold i hjemmet. Jeg fik kun min familie at se hver anden weekend, hvilket var meget frustrerende. Mine fødselsdage blev holdt i plejefamilien og pakkerne fra min familie, blev sendt med posten - men som 10 årig fik jeg lov til at flytte hjem igen. Nogle få år efter, kom jeg i en aflastnings-familie, hver anden weekend - dog ikke i langt tid.
Jeg har en meget stor interesse for: mode, skønhed, kærlighed, design, interiør, photografering og rejser.
Mine største interesser ligger dog mest indenfor, interiør, photografering og rejser. Jeg har ikke rejst så meget i mit liv, endnu - men det skal nok komme på et tidspunkt. Jeg elsker at komme ud og opleve verdenen, se andet end de faste omgivelser og den natur, man er vant til i hverdagen. I'm crazy about it!
 |
| Jetski i Tyrkiet 2015 |
Invisible ill, with serveral mental diagnoses.
Hvad med din sygdom?
Som 6 årig startede jeg i folkeskolen, i børnehaveklassen - som mange andre børn på den alder også gør. Jeg elskede skolen, allerede fra første skoledag. Jeg elskede at skrive, tegne og alle de ting der nu hørte til og jeg hoppede ud af sengen om morgenen, af glæde, for nu skulle jeg op i skole. Jeg kunne ikke få nok.
Efter 7.klasse skulle jeg flytte skole, min daværende skole skulle lukke overbygningen og der var derfor kun den mulighed at jeg skulle starte i skole et andet sted. Det gik også helt fint .. I starten.
Efterhånden, fik jeg det svært. Jeg plejede altid at tage skolebussen om morgenen, fra min bopæl, der var cirka 6 kilometer til skolen og en lille gåtur fra busstationen af. Det gik også rigtig fint, men som dagene gik, blev jeg bange. For skolen, for andre fremmede mennesker, for busser, for trafik - alle de ting, gav mig rysteture, fik mig til at græde og ikke mindst til at svede som en gris. Jeg gjorde alt for at undgå det.
En almindelig skoledag, dengang startede kl. 08:10 og sluttede igen kl. 14:00 i de timer, hvor jeg burde have været i skole, gemte jeg mig enten i skoven, på legepladsen eller bag huset, for at min mor ikke skulle opdage at jeg ikke var taget afsted. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage afsted, selvom jeg stod op og jeg spiste min morgenmad, som jeg plejede, børstede mine tænder, ordnede mit hår og tog rent tøj på.
Efter 7.klasse skulle jeg flytte skole, min daværende skole skulle lukke overbygningen og der var derfor kun den mulighed at jeg skulle starte i skole et andet sted. Det gik også helt fint .. I starten.
Efterhånden, fik jeg det svært. Jeg plejede altid at tage skolebussen om morgenen, fra min bopæl, der var cirka 6 kilometer til skolen og en lille gåtur fra busstationen af. Det gik også rigtig fint, men som dagene gik, blev jeg bange. For skolen, for andre fremmede mennesker, for busser, for trafik - alle de ting, gav mig rysteture, fik mig til at græde og ikke mindst til at svede som en gris. Jeg gjorde alt for at undgå det.
En almindelig skoledag, dengang startede kl. 08:10 og sluttede igen kl. 14:00 i de timer, hvor jeg burde have været i skole, gemte jeg mig enten i skoven, på legepladsen eller bag huset, for at min mor ikke skulle opdage at jeg ikke var taget afsted. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage afsted, selvom jeg stod op og jeg spiste min morgenmad, som jeg plejede, børstede mine tænder, ordnede mit hår og tog rent tøj på.
Efterhånden begyndte skolen at ringe hjem til min mor, for at spørge om hvorfor jeg ikke var mødt op i alt den tid - hvilket gjorde hende rasende. Hun tvang mig i skole, råbte af mig om morgenen, begyndte at følge mig til bussen, for at være sikker på at jeg tog afsted, ringet til skolen om eftermiddagen, for at spørge om jeg var mødt op. Som dagene gik stoppede min mor med alle disse ting, da hun følte at hun havde en form for tillid til mig igen, men det gjorde også at jeg fik chancen for at gøre alle de ting, som jeg gjorde før - igen.
Det blev dog opdaget, meget hurtigt igen og efter en lang snak med min mor, kunne hun forstå på det hele, at der var noget galt og tingene ikke helt var som de skulle være - så hun tog mig med hen til en psykolog.
Det blev dog opdaget, meget hurtigt igen og efter en lang snak med min mor, kunne hun forstå på det hele, at der var noget galt og tingene ikke helt var som de skulle være - så hun tog mig med hen til en psykolog.
Efter utallige besøg hos psykiatere og psykologer, fandt de ud af at jeg havde autisme og angst. De fandt ud af at angsten var blusset op i mig efter at jeg havde flyttet skole, fordi det havde været et for stort.
Jeg kom i behandling for min angst og jeg gik til samtaler og undersøgelser for at finde ud af noget mere omkring min autisme. Imens forløbet stod på, fik jeg lov til at blive hjemme og kort tid efter fik jeg en depression. Min depression, gjorde at jeg var ked af det hele tiden, jeg græd over det mindste og i værste tilfælde, havde jeg ikke lyst til at leve længere og som 15 årige begyndte jeg at gøre skade på mig selv.
Som 17 årige, tog jeg en overdosis med panodiler, pamol og pinex.
I dag er jeg som sagt 19 år gammel, jeg har stadigvæk autisme og angst, men ingen depression. Jeg kæmper med det hver dag, min angst er knapt så slem, som den har været og jeg kan uden problemer tage bussen den dag i dag. Jeg har bestået min 9.klasse på VUC og jeg er igang med min uddannelse som salgsassistent på Detailhandel med Specialer. Jeg er ikke lykkelig, endnu - men jeg er rigtig glad.
Jeg kom i behandling for min angst og jeg gik til samtaler og undersøgelser for at finde ud af noget mere omkring min autisme. Imens forløbet stod på, fik jeg lov til at blive hjemme og kort tid efter fik jeg en depression. Min depression, gjorde at jeg var ked af det hele tiden, jeg græd over det mindste og i værste tilfælde, havde jeg ikke lyst til at leve længere og som 15 årige begyndte jeg at gøre skade på mig selv.
Som 17 årige, tog jeg en overdosis med panodiler, pamol og pinex.
I dag er jeg som sagt 19 år gammel, jeg har stadigvæk autisme og angst, men ingen depression. Jeg kæmper med det hver dag, min angst er knapt så slem, som den har været og jeg kan uden problemer tage bussen den dag i dag. Jeg har bestået min 9.klasse på VUC og jeg er igang med min uddannelse som salgsassistent på Detailhandel med Specialer. Jeg er ikke lykkelig, endnu - men jeg er rigtig glad.
Min blog handler om hvordan det er at leve med forskellige diagnoser og sygdomme, hvordan man kæmper sig til top, når først man er nået bunden og ikke mindst hvordan man bekæmper sin angst.
Bloggen kommer også til at omhandle mode, skønhed, interiør, drømme og om hvordan det er at bo på den smukkeste lille ø, Bornholm.
Hope you enjoy!
